Gift med Gud
Søster Anna Mirijam har valgt et liv bygget på ordenssøsterenes tre løfter: Kyskhed, lydighed og fattigdom. Hun havde en drøm om mand og børn, og den drøm lever stadig til tider sammen med længslen efter det liv, hun valgte fra –men kærligheden til Gud er større.
Tekst og foto: Anne Bæk
Fire hvidkalkede længer omkranser den store ensomme eg. Nøgent svajer den i måneskæret og de våde dråbebesatte grene rækker op mod himlen og lyset. Støvregnen får den pigstensbelagte gårdsplads til at skinne og leder op til hoveddøren. ”Søstrene” står der på emaljeskiltet.
Søsterene beder 3-4 gange om dagen. Fællesbøn i kapellet morgen og aften. Natbønnen er privat og ligeledes er middagsbønen. Søster Anna Mirijam kan bedst lidemorgenbønen, for der er hovedet endnu tomt.
Nordvanggaard har fungeret som kloster forordenen Søstre af det dyrebare blod siden 1959.Ordenen blev oprettet i Durban, Syd Afrika i 1885 af Franz Pfanner.
Bag døren lever tre søstre. For årtier siden var klosterlivet på Nordvanggaard i Birkerød noget, som en stabil strøm af kvinder valgte til, men sådan er det ikke længere, hverken i Birkerød eller resten af landet. Det kan være svært for folk at forstå, hvordan man hengive sig til noget metafysisk. Noget, man ikke kan se, men bliver nødt til at tro på.
Men det er netop, hvad søster Anna Mirijam på 46 år gør. Hun tror. Hun tror på Gud så fast og fysisk, at Han har fået den altoverskyggende plads i hendes liv. Hun er en af blot tre kvinder i ordenen Søstre af det dyrebare blod. Søster Anna Mirijam viede som 26-årig sit liv til Gud. Med vielsesring, navneændring, underskrift og den karakteristiske sorte dragt med ordenes kendetegn om halsen – en rød bomuldssnor tynget af korset – svor hun evigt troskab til Gud. Med en tysk protestantisk baggrund lå det ikke i kortene, at Anette Kaschner skulle blive til Søster Anna Mirijam.
”Første gang jeg fik tanken om at blive ordenssøster, var jeg kun 15 år. Tanken kom fuldstændigt ud af det blå, og jeg blev meget forskrækket over mig selv,” fortæller Søster Anna Mirijam.
”Mine planer var meget anderledes. Jeg ville have en familie med børn og et job, hvor jeg kunne tage på ferie to gange om året. Jeg skubbede hurtigt tanken væk, men den blev ved med at komme tilbage. Livet gik videre, men jeg begyndte at interessere mig for religiøse spørgsmål.”
Den interesse forsvandt ikke. På et katolsk gymnasium stiftede Søster Anna Mirijam bekendtskab med en fyr, som indviede hende i bibelmøder med andre jævnaldrende. Her kom det første kald til at vokse, og efter gymnasietiden på en NGO-rejse til Zimbabwe kunne hun ikke længere ignorere tanken.
”Spørgsmålet blev ved med at vende tilbage til mig på de mest umulige tidspunkter. Jeg havde ikke fortalt nogen om det, men der var en længsel, som brændte i mig. Jeg var fuldstændig delt i to. Den katolske tro voksede i mig. Jeg gik ind i kirken hver dag og bad Gud vise mig, om det virkelig var den vej, jeg skulle gå. Jeg græd i kirken, jeg var som revet i to stykker”, siger Søster Anna Mirijam.
”Det berører jo noget, som ligger dybt, dybt inde i én. At man trænger til kærlighed, at man trænger til et andet menneske, som er der for én. En, som man har en dyb intim relation til. Det har jeg ikke haft. Det havde jeg heller ikke med min kæreste dengang, da vi var enige om, at det var noget vi skulle vente med, til vi eventuelt blev gift.”
"Min store drøm var jo, at jeg ville have børn og familie. Derfor traf jeg valget om at være som novice på en fødeafdeling. Jeg ville være så tæt som muligt på det med at få børn. Jeg fik lov til at være med under tre fødsler. Det var det største mirakel. Ah, det var helt vildt!"
Vejen mod Gud
Den fysiske ramme for det liv, som Søster Anna Mirijam var på vej mod, består i dag af Nordvanggaard i Birkerød. Gårdens fire hvidkalkede længer, der omkranser den stor eg, har fungeret som kloster siden 1959, hvor op til 30 søstre har drevet plejehjem, børnehave og katolsk kirke. Men søgningen mod klosteret har fulgt den samme nedadgående kurve som i resten af landet, og i dag bebor blot tre kvinder fra Søstre af det dyrebare blod klosteret: Søster Maria Keplinger på 76, født i Østrig og pensioneret plejer. Søster Elizabeth-Vimbai på 49 fra Zimbabwe og uddannet pædagog. Søster Anna Mirijam Kaschner på 46 år, der arbejder som generalsekretær for den katolske bispekonference i Norden, underviser katolske konvertitter og skriver speciale om sociale medier.
Søster Anna Mirijams vej til klosteret var ikke problemfri. Efter gymnasietidens sværmen for et liv som ordenssøster konverterede hun til katolik og forlod blandt andet sin igangværende bankrådgiveruddannelse og måtte grædende tage afsked med ungdomskæresten. Det kunne ikke være anderledes. Gud kaldte på hende.
”Det var dejligt, da jeg havde en kæreste under min studietid. Det var dejligt at være sammen med ham og også at kysse, men stadigvæk kunne jeg mærke i den tid, nej, der er noget andet der trækker i mig, som han ikke kan opfylde. Jeg måtte træffe et valg og prøve det af. Ellers ville jeg ikke få ro. Det var hårdt. Jeg havde gået med tanken i ti år siden mit første kald.”
I det protestantiske hjem var det ikke just velset at den eneste datter skulle leve et liv i kyskhed, lydighed og fattigdom.
”Det var det værste, for min far var lige død, så min mor var alene. Der var mange mange tårer.”
Inden faderens død havde storebroren afbrudt forbindelsen til familien nogle år tidligere, men sendte et brev da arven skulle opgøres, hvori han også gjorde krav på moders arv på forskud. Det var en måned før, at Søster Anna Mirijam skulle starte som pastoralassistent på en katolsk højskole.
”Det var rigtigt forfærdeligt. Det endte med et retsopgør, hvor min mor var ude af stand til at deltage. Det var mig der skulle derhen. Det var sidste gang jeg så ham. Jeg ved ikke, hvordan vi kom igennem det. Det var en meget hård tid”, husker Søster Anna Mirijam tilbage på tiden, da hun rejste fra hjemmet og sin mor. Hun måtte følge hendes kald.
Hengivelse
”Jeg bekender for Gud, den Almægtige, og for jer, mine brødre og søstre, at jeg ofte har undladt det gode eller gjort det onde.
Jeg har syndet i tanke, ord og gerning. ved min skyld, ved min skyld, ved min store skyld.
Derfor beder jeg den hellige Jomfru Maria, alle engle og helgener og jer, mine brødre og søstre, at bede for mig til Herren, vor Gud. Den almægtige Gud forbarme sig over os, forlade os vore synder og føre os til det evige liv.
Amen.”
Den messende bøn svæver fra de tre søstre, mens de slår sig for brystet, for hver gang ordet skyld bliver sagt. På væggen i det interimistiske kapel hænger Jesus Kristus på korset og våger over dem. Lyset bliver slukket, og de knæler på gulvet kun oplyst af et stort stearinlys med Jomfru Maria påmalet, som stille blafrer roligt i takt med bønnen. Med lukkede øjne messer de videre for sig selv i en halv times tid. Søster Maria puster stille lyset ud, hvorefter de går i køkkenet.
Søster Maria har stegt pølser og forberedt kåltilbehør i løbet af dagen. Der bliver grint meget af dagens begivenheder som Søster Vembai deler fra SFO’en. Børnene legede korsfæstelse, med et hjemmelavet kors af to stylter. Korset væltede, og Jesus måtte ophængt på korset hjælpes ned på lærerværelset med blodtud.
Søster Anna Mirijam fortæller videre om bruddet med sin familie:
”Der gik næsten et år, før jeg kunne græde, da min far døde. Jeg var fuldstændig lammet. Jeg tog hele tiden hjem for at tage mig af min mor. Der gik næsten et år før, det gik op for mig, at jeg også var i sorg. Der begyndte jeg virkelig at tvivle på, om Gud eksisterer. Hvordan kunne han tillade, at det her skete?”
Men så skete der noget afgørende.
Søster Anna Mirijam sidder på køkkengulvet i barndomshjemmet, ved siden af hende sidder hendes far. Det er en drøm. Hun spørger ham, hvordan han har det, der hvor han er nu. Han fortæller, at så snart han tænker på noget, som piner ham, i det selvsamme øjeblik, er det væk igen. Han har det godt. Han rejser sig og laver korsets tegn og går. Det var en åbenbaring. Hun var nu klar til at vie sig til Gud.
Så tæt på begge verdener som muligt
Når en søster træder ind i en orden og afgiver sit evighedsløfte, lover hun at leve i kyskhed, lydighed og fattigdom. Søster Anna Mirijam oplever, at kyskhedsløftet er det sværeste for omverdenen at relatere til, og det tilslutter hun sig.
”I kærlighed er det altid sådan, at man giver sig selv helt til hinanden. For os handler det om, at vi giver os selv helt og fuldt til Gud inklusiv vores seksualitet. Det er forkert at sige, at når man træder ind i et kloster, så fornægter man sin seksualitet. Det er fuldstændigt forkert. Jeg er en kvinde som alle andre kvinder, jeg har også de følelser, og det er helt normalt.”
Længslen efter et andet menneske mærker hun fortsat.
”Det berører jo noget, som ligger dybt, dybt inde i én. At man trænger til kærlighed, at man trænger til et andet menneske, som er der for én. En, som man har en dyb intim relation til. Det har jeg ikke haft. Det havde jeg heller ikke med min kæreste dengang, da vi var enige om, at det var noget vi skulle vente med, til vi eventuelt blev gift.”
Inden en søster afgiver sit endelige evighedsløfte, starter hun som novice, hvor ordenslivet prøves af i nogle år. Søstre af det dyrebare blod er en aktiv orden, hvor søstrene skal ud af klosteret for at arbejde og blande sig med den øvrige befolkning. Søster Anna Maria tilbragte sin tid som novice på en fødselsafdeling i Tyskland for at komme tættere på en af hendes længsler.
”Jeg mærker stadig i dag afsavnet af, at jeg ikke har en kæreste. At jeg om aftenen, når jeg kommer hjem, er alene, at jeg, når jeg går i seng om aftenen, ikke har en liggende ved siden af mig. Min store drøm var jo, at jeg ville have børn og familie. Derfor traf jeg valget om at være som novice på en fødeafdeling. Jeg ville være så tæt som muligt på det med at få børn. Jeg fik lov til at være med under tre fødsler. Det var det største mirakel. Ah, det var helt vildt!”
Søster Anna Mirijam mener ikke, at det ideelle liv uden længsler findes.
”Jeg kunne også vælge at træde ud af klosteret og gifte mig for at opfylde den her længsel efter en kæreste og familie, men det afsavn, jeg vil få ved ikke at være ordenssøster længere, vil være endnu større end det, jeg har nu. Fordi min kærlighed til Gud er størst.”