Det uendelige oprør
Tekst og foto: Anne Bæk
Grev Christian spreder gylle på markerne, som omgiver det lille hvide vandskurede hus i Ulbølle, en landsby solidt placeret midt på den Sydfynske kystlinje. Heldigvis er lugten aftagende, og duften af frisklavet kaffe breder sig i det orange køkken, hvor Jan Skånstrøm sidder ved det runde patinerede træbord. Her kan han sidde i timevis og snakke og diskutere over kaffe og tahin-madder med sin partner, Helle Bo.
Jan er 63 år og pensioneret. Han har lavet alt fra fotografering til renovering af en gammel mølle og undervisning på den lokale friskole. Han er let genkendelig i landsbyen med sin islandske sweater, sit store hvide skæg og lange hår, som han af og til sætter en sort alpehue på. Den har han fået i gave af Helle. Jan kan godt lide at skille sig ud og provokere lidt. Det har han altid gjort, og han slipper altid afsted med det.
”Jeg ville gerne have lov at se ud, som jeg gjorde og det vil jeg stadigvæk. Så må folk skue mig på hårene. De skal selv finde ud af at inde bag det der ydre, der er et helt almindeligt menneske.”
Slottet
”Slottet”, står der skrevet med store sirlige bogstaver på muren ud mod vejen og i græsset residerer en mælkekasse, hvorpå to tøjklemmer holder et stykke pap, som byder de forbipasserende på et saftigt æble fra haven.
Indenfor dækker gamle plakater fra Københavns zoologiske have, tegninger, bevar Christiania mærker, koncertplakater og guitarer de slidte orange vægge. Grønne stilke hænger sirligt til tørre på rad og række til eget forbrug.
I køleskabet bugner det af røde økomærker, og på bordet blandt guitarpedaler og bunker af croquiser og breve, står skåle med frugt fra havens store æbletræer og fyldige vindrueklaser fra ranker som snor sig op ad den sydlige gavl i et personligt metalmonument udformet af naboen.
Det forestiller en liggende guitar med et sejlskib sejlende langs halsen. På hjørnet af muren hænger en grinende og en grædende maske som symbol på Helle’s teaterliv.
Fra grå til grøn
Jan og Helle har ikke altid boet på Sydfyn. De er begge født i borgerskabet i Virum, hvor de har gået på den samme skole.
Jan erobrerede Helle på Virum S-togsstation i bare tæer og efter en stund i det Københavnske ungdomsoprør med kollektiver, skurvogne og indkøbsforeninger meldte sønnen, Balder, sin uventede ankomst. Dette gjorde ønsket om at komme væk fra den grå masse mere og mere presserende.
"Jeg ville ikke have en hund i København, så hvorfor skulle min søn så vokse op der?" spørger Jan.
Det var dog ikke sådan lige at overtale Helle til at rive rødderne op og forlade en glødende karriere i det københavnske teatermiljø. Men skæbnen ville, at hun en dag i 1986 blev tilbudt et job på Baggårdsteateret i Svendborg, så efter en cykeltur i gennem de sydfynske alpers grønne allér fandt hun et hus i skovbrynet udlejet af greven. Med ét flyttelæs drog den lille familie over Storebælt til en helt ny tilværelse.
10 års rod og tahin
"Klap!"
"Hov, så gik der en mus i fælden. Jeg ville da også hellere være herinde, når det er så koldt udenfor,"
siger Jan.
Brændeovnen sprudler i hjørnet, og havregrøden bobler på komfuret. Der er blåbær og æbler i fra haven, som farver grøden dyb lilla. Det skulle være så
sundt. Helst efterfulgt af en cykeltur til havnen. Ned til Venus, Jan's sejlbåd og fristed.
Jan trækker med et lunefuldt smil sin islandske sweater over hovedet, og trækker det lange hvide skæg op fra kraven. Han er tydeligvis i sit es på båden.
”Velkommen ombord! 10 års rod og tahin,” siger Jan, imens han åbner lugen ned til kahytten på Venus.
Lyset i åbningen afslører det mørke træ med søkort, måleinstrumenter og selvfølgelig en flaske rom, som det hører sig til på et rigtigt sejlskib. Jan finder en læderbetrukket lommelærke frem og fylder den med gylden væske fra flasken, så det klukker og den søde duft breder sig i kahytten.
Den skal med i aften. Hver onsdag mødes Jan med hans to bandkammerater Big John og Søren for at øve i Big John’s køkken.
”Det er mine ting. Sejlads og musikken. Nogle gange tager jeg min guitar med ned i båden og så får den ellers fuld skrue på forstærkeren. Der kan jeg være alene, uden at der er nogen, som klager.
Jan har altid været meget engageret i kulturen i området. Han er blandt andet med i bådoptagningsudvalget på havnen og har været med til at starte musikfestivalen Fællestival og bidraget til et rigt musikliv i Ollerup forsamlingshus.
Kærligheden som fællesprojekt
”Vi skylder ikke nogen noget. Huset er betalt. Det lever vi lidt efter. Vi prøver at klare den på bedst mulig vis og så stadig kunne leve vores liv.” fortæller Jan og fortsætter. ”Vi havde som unge en ideologi om at leve nøjsomt for kunsten og ikke prioriter de materielle goder. Det gør vi også stadig, vi har stadigvæk ikke varmt vand i hanen og sådan.”Det har ikke altid været uden problemer at leve så ideologisk.
Helle fik en dag nok af den primitive livstil og boede i en lejlighed i Svendborg i 22 dage, men båndet til Jan overvandt og i dag er det en helt mærkeligt at tænke på.
”Det vigtigste i livet, det er Balder. Det er ham, som har holdt os sammen. Det er et fællesprojekt. Kærligheden til Balder…og til hinanden!” siger Jan og lyser op i et gevaldigt smil bag det store hvide skæg.
Den store eg svajer i vinden over huset. Balder plantede frøet da han var lille. Nu har træet spredt sig med nye skud rundt omkring i havnen. Balder skal være far. Jan og Helle glæder sig og er spændte på den nye rolle som bedsteforældre. Det kan være når som helst nu.
